Shackleton's Way Værdibaseret ledelse - før det blev moderne "De ledelsesmæssige værdier Shackleton står for er eviggyldige. " -- Richard Danzig (U.S. Secretary of the Navy) Anmelderen løb i bogstaveligste forstand ind i polarforskeren Sir Ernest Shackleton. Det skete en tidlig morgen tilbage i februar måned på en løbetur med en amerikansk kandidatstuderende fra Instituttet for"Outdoor Education" ved University of New Hampshire. Under denne løbetur der foregik i isnende sne- og vinterkulde, og som næsten fungerede som et autentisk bagtæppe, fortalte han levende og tydeligt inspireret om denne utrolige eventyrer og udforsker, der fra 1914 til 1916 ledede en britisk ekspedition til Antarktis. Fornyet popularitet Jeg blev solgt på stedet over denne fantastiske fortælling – og åbenbart ikke som den eneste. Shackleton har fået en gevaldig opmærksomhed indenfor de seneste år, hvor der er udgivet en lille håndfuld bøger ogartikler om ham og hans lederkvaliteter, ligesom der i år i USA også har været premiere på en storslået dokumentarfilm om hans legendariske "British Imperial Trans-Antarctic"- ekspedition. Ekspeditionen er gået over i historien som en af de mest imponerende overlevelsesberetninger imod de uanede naturkræfter iAntarktis. Det unikke ved ekspeditionen er, at alle 27 besætningsmedlemmer overlevede ekstremt umenneskelige vilkår gennem de tæt på to år, hvor deres ekspeditionsskib "Endurance" først blev fanget og senere knust i pakisen i Weddell-havet omkring Antarktis. Et forhold, der netop tilskrives Shackleton´s ekstraordinære lederevner – og som han allerededengang opnåede stor beundring for. Og det skete ikke kun hos de store folkemasser, som alle de store polarforskere jo blev hyldet af. Det var især blandt sine besætningsmedlemmer, at Shackleton opnåede en nærmest guddommelig status, fordi han oprigtigt satte deres velbefindende i såvel åndelig, mental som fysisk forstand over alt andet. Grundigt forarbejde og research Der er gennem årene skrevet mange (selv)biografiske bøger af og om personer med stor succes fra andre sfærer end erhvervslivet, der forsøger at komme med bud på ”det gode lederskab”.  Mange af disse bøger, der som regel er spændende læsning, har dog ofte svært ved at byde på tydelig og oversættelig læring for en erhvervsleder. Indrømmet, så frygtede jeg da også, at den her anmeldte biografiske fortælling - Shackleton´s Way: Leadership Lessons from the Great Antarctic Explorer – måske ville lande i den samme boldgade. Når bogen klart adskiller og udmærker sig, så skyldes det nok at de to forfatterne som udgangspunkt har skrevet bogen for specifikt at fortolke Shackleton og hans lederskab. Sprogligt er bogen desuden – læst gennem en handelshøjskolelektor og konsulents øjne – dejligt fri for den kancellistil og det oppustede ”management”-sprog, som mange af os desværre ofte anvender. Endelig er det lysende klart, at bogen er skrevet af to forfattere, der har gjort deres forarbejde endog meget grundigt. På en forbilledlig flydendeog sammenhængende facon er det lykkedes forfatterne at underbygge og dokumentere deres egne fortolkninger af Shackleton´s lederegenskaber gennem løbende indvævning af autentiske citater i fremstillingen. Citaterne stammer bl.a. fra besætningsmedlemmernes dagbøger - og ikke mindst fra skibets forrådsforvalter, Thomas Orde-Lees. Det er i hvert fald tydeligt at se inspirationskilden til forfatternes anvendte ”metodik”, når de i bogens ”Tak til” fremhæver netop Orde-Lees´ dagbogsnotat fra den 29. August 1915: ”Jeg ved at når jeg læser andre bøger om polarekspeditionerne er der intet der interesser mig mere end det, der er skrevet om karakteren og kvaliteten af lederne af disse ekspeditioner. Naturligvis kan man ikke altid forme sig et præcist og retvisende billede ved at læse den fortælling lederen har skrevet om sig selv. Jeg håber derfor at denne fremstilling af Sir Ernest gennem mit intime kendskab til ham vil være af en vis interesse for dem, der læser den.” En slags ”3-i-1”-bog Det er næsten på sin plads at kaldebogen for en ”3-i-1”-bog. For det første er der den biografiske fortælling om Shackleton. For det andet er der udtrukket en række centrale læresætninger om lederskab. Og for det tredje er der aktuelle kommentarer fra nulevende ledere, der har fundet inspiration i Shackleton´s ledelsesprincipper. Denne tredeling er lagt ned over bogens hovedstruktur, der udover en introduktion og et afsluttende kapitel indeholder 7 hovedkapitler, der hvert omhandler et centralt tema i Shackleton´s lederskabsforståelse: • At finde kilden til sin ledelsespraksis – lederskabsstien • At hyre en enestående besætning • At skabe kammeratskabsånd – en fælles kultur • At finde det bedste frem i den enkelte • At lede effektivt i kriser • At sammensætte teams der kan klare vanskelige opgaver • At modstå og overvinde forhindringerne på vejen mod målet I et år 2001-perspektiv vil ingen vel kalde disse temaer for specielt revolutionerende, men når man tænker på at Shackleton byggede sit lederskab op omkring dem for næsten 100 år, så må man vel retfærdigvis om ikke tage hatten helt af, så i det mindste lette anerkendende på den.   Værdibaseret ledelse Shackleton kan betegnes som en værdibaseret leder, der var tidligt på færde. Han praktiserede værdibaseret ledelse før det blev moderne og før det blev et begreb. Der er ingen tvivl om, at de tanker Shackleton gjorde sig omledelse i et nutidigt lys ville blive fortolket som en slags ”ledelse gennem værdier”. Noget Shackleton allerede dengang selv var inde på i denne fortolkning af sin livs- og lederskabsopfattelse: ”Nogle mennesker mener at det er forkert at betragte livet som et spil. Sådan tænker jeg ikke. For mig er livet det vigtigste spil af dem alle. Faren ligger i at betragte livet som et trivielt spil. Et spil, der kan tages let på, et spil hvor regler ikke betyder så meget. Reglerne har en meget stor betydning. Spillet skal spilles fair ellers er det nemlig slet ikke noget spil. Og selve det at vinde spillet er egentlig ikke det, som det hele handler om. Det vigtigste er at spille ærefuldt og ypperligt. For at kunne gøre dette er der flere”værdier”, der skal efterleves. Loyalitet er en af dem. Disciplin en anden. Uselviskhed en tredje. Mod en fjerde. Optimisme en femte. Og ridderære er også vigtigt.” Ledelse var med andre ord en lidenskab for Shackleton, hvor det altså ikke kun handlede om at nå nogle konkrete mål. Det handlede i særdeleshed om, hvordan og på hvilke præmisser man nåede disse mål. Netop på dette punkt tør anmelderen da også godt vove pelsen lidt og postulere, at her kunne mange nutidige ledere lære en hel del. Der er en forfærdelig masse snak om værdier, etik, bæredygtighed og social ansvarlighed, men når det kommer til stykket, så er det eneste, der reelt set tillægges betydning de økonomiske resultater, der kan aflæses på bundlinien. Og i min begrebsverden, så er ”højvande i pengekassen” ikke et måleværktøj, der blot tilnærmelsesvist har relation til kernen i værdibaseret ledelse. I så fald så skulle prisaftalen mellem SAS og Maersk Air jo nærmest være et skoleeksempel – og den holder vist ikke i hverken byretten eller ”ledelsesretten”! Den perfekte leder? Nogle gange kan man måske godt føle, at beundringen over Shackleton´s bedrifter og lederkvaliteter er ved at kamme lidt over. Godt nok påpeger forfatterne indledningsvist i bogen, at Shackleton ikke var den ideelle leder eller et pletfrit menneske, men generelt er det ikke noget der gøres så meget ud af. Man kan selvfølgelig også spørge om det ville have tjent bogen bedre, hvis man havde fokuseret mere på de mindre pæne sider. Egentlig tror jeg det ikke, men det korte af det lange er dog, at Shackleton ikke var perfekt i alle henseender. Det er der i øvrigt ikke nogen leder eller noget menneske, der er – som udtrykt allerbedst i dette gamle ordsprog fra Salling: ”Der er noget godt ved alle, og en gruelig masse skidt.” Når det så er sagt, så vil der være en masse inspiration for de fleste ledere i Shackleton´s læresætninger om ledelse. Selvfølgelig indeholder læresætningerne ikke alt – og man vil ikke stå med en køreklar model for god ledelse efter læsningen. Dét bogen til gengæld gør så godt er, at den ”bringer ledelse ned på jorden” uden at banalisere begrebet. Der skabes ingen myter om fødte ledere. Budskabet er, at lederskab ikke er en kunstart, men en færdighed som kan og skal læres gennem praktiske erfaringer og eftertænksom refleksion over sin ledelsesgerning. Bogen er i øvrigt læseværdig for andre end ledere og lederaspiranter. Læsere af historiske og biografiske beretninger samt det man populært vil kalde”adventure”-genren bør også finde interesse i Shackleton´s Way. Det kunne måske også gøre et forlag herhjemme varme på en oversættelse. Indtil da må man nøjes med bogen på engelsk, men det er nu ikke så ringe endda.

.